Langt de fleste af os har faktisk en god ide om, hvad vi gerne vil med vores (arbejds-)liv – hvis vi bare tør lytte til os selv og vores tanker, når de banker på. Det er ikke så svært, men det skal læres.

Tør du lytte til dig selv og dine tanker?

Hvorfor skriver jeg det her indlæg?

Det gør jeg, fordi jeg igen og igen oplever, at en ellers skøn og meget reflekteret klient sætter sig over for mig og starter fortællingen om, hvorfor deres nuværende (arbejds-)situation dræner dem. Hvorfor deres chef sikkert godt kunne få en diagnose af en slags. At deres kolleger sladrer og holder klienten udenfor. At klienten – hvis hun siger fra over for bestemte arbejdsopgaver – helt sikkert bliver forflyttet eller i værste fald fyret – og så bliver de jo nødt til at flytte, for familien er afhængig af hendes indtægt.

Kan du se, hvad der sker? Klienten sætter ‘spolebåndet’ i gang. Pladespilleren. Den samme sang, som de sikkert har fortalt deres veninder, deres partner og deres familie. Sangen om, hvorfor det hele bare stinker.

Klienten er sikkert vant til, at veninderne nikker medfølende. Siger, at det kan de da godt se. Klienten er vant til at blive mødt i sin gamle fortælling.

I stolen over for mig bliver klienten ikke mødt på den måde, hun er vant til. Jeg ved nemlig, at klientens gamle fortælling om, hvordan tingene er, og hvorfor det er sådan, ikke er det vigtigste.

Din fortælling er heller ikke særlig vigtigt.

Når der sætter sig en klient over for mig for første gang, får hun selvfølgelig lov til at tale ud. Jeg lader hende ‘lette trykket.’ Alle frustrationerne skal ud. Og det skal der være plads til.

Men på et tidspunkt bliver der stille. Klienten holder op med at tale.

Jeg venter et øjeblik. Lader klienten genhøre sine egne ord i hovedet.

Så venter jeg lidt mere. Lader stilheden larme.

Og så spørger jeg:

“Men hvad vil du så i stedet for?”

Her er det, klienten bliver HELT stille. Kigger på mig, som om jeg var faldet ned fra månen og talte et helt uforståeligt sprog.

[…]

Svaret falder nogle gange en smule aggressivt:

“Det ved jeg da ikke. Det er derfor, jeg er her!”

Det er helt forståeligt, at klienten reagerer. Jeg vender nemlig hele hendes verdensbillede på hovedet med det simple spørgsmål:

“Men hvad vil du så i stedet for?”

Det er klart, at det ligger lige for at svare, at det ved hun ikke. Det er det nemmeste. Det er et forsvar. Og det er helt ok. Men min klare hypotese er, som jeg nævnte i starten af indlægget, at de fleste af os har en god ide om, hvad vi gerne vil. Vi skal ‘bare’ turde lytte, når svarene banker på (selvom det ikke altid er så ‘bare’).

Det er dér, hunden mange gange ligger begravet: Det er ikke fordi, vi ikke ved, hvad vi vil – det er fordi, vi ikke tør lytte til svarene. Og der er kæmpestor forskel på de to ting.

For mig handler det derfor ofte om at få klienten til at indse forskellen og at (turde) begynde at lytte, når hendes svar hvisker. Også selvom der er modstand mod det, der dukker op.

Hvad skal du lytte efter?

Forestil dig denne her situation:

Du sidder på vej hjem i bilen, i toget eller på cyklen og tænker over din arbejdsdag. Den kunne have været bedre. Opgaverne er ikke lige dig, din chef ser dig ikke, og du føler nogle gange, at du spilder din tid og at du ikke bruger alle dine kompetencer.

Du kigger på uret og tænker, at du skulle være gået tidligere. Det er svært at nå at hente børn. Du føler, at det arbejde, som i virkeligheden ikke helt er dig, tager tid fra alt det, du gerne ville – f.eks. at hente dine børn tidligere.

“Hvis bare …” tænker du.

Det kan også være, at tankerne opstår, mens du vasker op. Mens du pudser vinduer. Mens du hænger vasketøj op. Eller noget helt fjerde.

Det kan være, at du tænker

  • Hvis bare jeg var selvstændig, så jeg bedre selv kunne styre min tid
  • Hvis bare jeg havde et job tættere på mine børns børnehave, så jeg kunne hente tidligere
  • Hvis bare jeg kunne gå ned i tid og bruge tiden, inden jeg skulle hente børn, på at male
  • Hvis bare jeg kunne tage en helt ny uddannelse og skifte til et mere meningsfuldt job – måske børn- og ungevejleder?

Det er her, du skal lytte.

Det er præcis de tanker, der opstår, når du ellers er optaget af noget andet, du skal lytte efter. Det er dem, der fortæller dig, i hvilken retning du kunne gå, og hvad du inderst inde længes efter.

Dine tanker opstår ikke uden grund. De er der af en årsag. De vil dig noget. De har en besked til dig. Lyt.

At lytte er at lære (dig selv at kende)

Netop når du tager dig tiden og modet til at lytte til de tanker, der hvisker, lærer du også dig selv bedre at kende. Du lærer dine inderste drømme at kende. Du lærer dine længsler at kende.

Måske kunne du endda lave en lille note på din telefon, hvor du skriver et kort stikord til det, dine tanker hvisker den dag? Måske kunne du notere dine tanker over et par uger eller måske en måned? Ikke nødvendigvis hver dag, men blot så du får en bevidsthed omkring de tanker, der gentager sig?

Så vil du til sidst få en ret god ide om, i hvilken retning du kunne gå.

Og så ville du kunne svare på spørgsmålet:

“Hvad vil du så i stedet for?”

Kærligst,
Signe

PS: Vil du læse mine andre indlæg om det meningsfulde arbejdsliv? Find dem her.
PPS: Vil du have alle blogindlæg sendt direkte på mail, når jeg lægger dem op? Få dem her.

Gratis e-bog til dig:

Sådan finder du en karrierevej (der rent faktisk føles rigtig)

Tilmeld dig mine Tirsdagsmails, og få e-bogen med det samme.

Navn:
E-mail:

Tak for din tilmelding.