Der er én enkelt ting, der har størst indflydelse på din (arbejdsmæssige) fremtid: Din frygt og ikke mindst din håndtering af din frygt. I virkeligheden bryder jeg mig ikke om ordet ‘frygt’, og jeg har derfor opfundet begrebet ‘kontra-tanker’. Når du vil ændre på din fremtid, er det dine kontra-tanker, du skal undersøge.

Din frygt bestemmer din fremtid

Frygt og kontra-tanker er i praksis det samme, men …

Kan du genkende denne her situation:

Du sidder i bilen på vej hjem fra arbejde. Du har travlt, fordi du skal hente børn, og du er sent på den. Lige idet du blinker af for at tage den næste afkørsel, opstår tanken i dig:

“Hvor kunne det være rart, hvis jeg havde et job tættere på mine børns børnehave, så jeg ville spare tid på transport.”

Lige i kølvandet på denne her “hvis bare-tanke” opstår din kontra-tanke. Oftest indledt af et ‘men,’ f.eks.:

“Men så ville jeg jo miste mine gode kolleger.”

De her kontra-tanker er helt, helt normale – de er altså ikke begrænsning i sig selv. Vi har dem allesammen, og det ville faktisk være mere mærkeligt, hvis du ikke havde dem. De er kun en begrænsning, hvis de afholder dig fra at undersøge dine drømme (= dine “hvis bare-tanker”).

Jeg kalder dem kontra-tanker, fordi det er de tanker, der opstår umiddelbart efter din “hvis bare-tanke”.

Altså: Der opstår en “hvis bare-tanke”, der i løbet af et splitsekund afløses af en kontra-tanke, der mange gange indledes med et ‘men.’

Mange Coaches bruger her ordet ‘frygt’. Jeg bryder mig ikke så meget om ordet i denne her sammenhæng. Andre igen kalder det dine ‘forhindringer,’ og jeg kan da også bedre lide ‘forhindringer’ end ‘frygt’.

Men fordi de her tanker er så ganske naturlige – også for dig, der måske ikke nødvendigvis synes, at du ellers er specielt ‘bange’ eller ‘tilbageholdende’ – har jeg opfundet mit eget begreb – nemlig kontra-tanker.

I praksis er frygt, forhindringer og kontra-tanker dog en og samme sag.

Man kan sige, at dine kontra-tanker i virkeligheden er dem, der ubevidst holder dig tilbage fra at undersøge dine drømme og længsler, og dermed er det også dem, der forhindrer dig i at finde ud af, i hvilken retning du kunne gå – og ultimativt at skabe et arbejdsliv, der giver mere mening.

Hvis ikke vi lærer at forstå og håndtere vores kontra-tanker, bliver vores hvis bare-tanker ved med at være strøtanker; nogle der opstår ud af det blå, men som vi ikke tillægger nogen særlig stor værdi – med det resultat at vi siger til vores veninder (og til mig som Coach):

“Jamen, jeg ved jo ikke, hvad jeg vil.”

Og hvis din gamle pladespiller bliver ved med at fortælle både dig selv og andre, at du ikke ved, hvad du vil – så er der én ting, der er helt sikkert og vist: Du forbliver præcis det samme sted, du er i dag.

Så lad os undersøge dine kontra-tanker lidt nærmere og finde ud af, hvordan du kan kontrollere dem, så de ikke længere får lov at holde dig tilbage fra at skabe et bedre arbejdsliv i fremtiden.

Sådan opdager du dine kontra-tanker

Jeg gav dig tidligere eksemplet med at sidde i bilen på vej hjem fra job og tænke på, hvad du egentlig gerne ville. Du får lige et eksempel mere, som jeg vil udfolde:

Lad os sige, at du står og vasker gryderne op efter aftensmad. Pludselig opstår tanken: “Hvis bare jeg var selvstændig og havde en webshop, så jeg kunne arbejde hjemmefra det meste af tiden, så jeg ikke skulle stresse ud ad døren i morgen.”

Rigtig mange gange går der ikke mere end et splitsekund (og det ved jeg fra mine klienter), inden en af følgende tanker opstår:

  • “Men jeg ved jo ingenting om at starte en webshop.”
  • Det kan være, at du tænker: “Men hvad så hvis det ikke går? Hvor skal pengene komme fra?”
  • Måske tænker du: “Hvordan skulle jeg finde kunder?”
  • Det kan også være, at du tænker: “Men der er helt sikkert nogle, der er bedre end mig, og der findes allerede 200 andre webshops.”

Dét er dine kontra-tanker. Det er de tanker og de forbehold (den frygt), der opstår lige så hurtigt, som du kan nå at tænke.

Det kan også være, at du flere gange har tænkt på, hvor skønt det kunne være at komme tilbage på skolebænken og tage en ny uddannelse, så du bagefter kunne få et mere meningsfuldt job – f.eks. som stressvejleder for unge eller som diætist for gravide.

Det ville igen være din “hvis bare-tanke.” Igen kunne der her opstå utallige kontra-tanker, f.eks.:

  • “Men jeg ved ikke, om jeg ville kunne få et mere meningsfyldt job, selvom jeg tog en ny uddannelse – og så ville jeg jo bare være slået tilbage til start”
  • Det kan også være, at du kunne tænke: “Men hvor skal pengene komme fra, mens jeg er under uddannelse?”
  • Måske kunne du tænke: “Hvad vil mine kolleger og mine venner sige – vil de ikke synes, det er lige lovlig frelst og ‘lilla’ nok?”

Den fejl, som rigtig mange af mine klienter (og langt de fleste af os andre) begår, er, at vi så stopper her.

Vi stopper simpelthen vores tankerække, lige så snart kontra-tanken (frygten) er opstået og så står vi dér med opvaskebørsten i hånden og tænker:

“Nå, det kan alligevel ikke lade sig gøre.” Hvorefter den samme trummerum starter morgenen efter.

Hvad bliver konklusionen i sidste ende?

Nemlig. At du aldrig får undersøgt, hvad det egentlig er, dine drømme handler om, og derfor heller aldrig får skabt en langt mere meningsfuld (arbejdsmæssig) fremtid.

Hvad kan du så gøre?

Øv dig i at slå lyttelapperne ud, når dine “hvis bare-tanker” (dine drømme) banker på. Uanset om du kører bil eller vasker op. Hvad handler de om? Handler de om en webshop?

Godt.

Hvad siger din kontra-tanke? At du ikke ved noget om at starte en webshop?

Godt.

Hvad kunne du så gøre for at undersøge, hvad der skulle til for at starte en webshop?

Uanset hvordan du vælger at gribe det an, handler det om ikke at opgive din drøm lige efter, du har opdaget en kontra-tanke (din frygt). Det er nemlig kun, hvis du stopper dér, at din frygt får lov at bestemme din fremtid.

Kærligst,
Signe

PS: Vil du læse flere blogindlæg om det meningsfulde (arbejds)liv? Find dem her

PPS: Vær sikker på aldrig at misse et indlæg. Få dem tilsendt direkte på mail hver uge. Tilmeld dig her

Gratis e-bog til dig:

Sådan finder du en karrierevej (der rent faktisk føles rigtig)

Tilmeld dig mine Tirsdagsmails, og få e-bogen med det samme.

Navn:
E-mail:

Tak for din tilmelding.